Hvordan lød det, sidste gang du gav respons til et bestyrelsesmedlem i dit lokale fællesskab? Var den præget af tak og ros eller af kritik og klage?

Jeg hører om alt for mange, der forlader det ansvar, som ligger i bestyrelses- og udvalgsarbejde, fordi de møder langt mere kritik end anerkendelse. Det gælder både i IM-fællesskaber, IMU, DFS, lejre, bibelcampings, menighedsråd og andre steder.

Vigtigt at anerkende og opmuntre

Der er mange ting, der kan dræbe motivationen til at tage den vigtige opgave, der ligger i bestyrelses- og udvalgsarbejde. Derfor er det en særdeles vigtig opgave for alle os, der ikke sidder i ledelsen, at udtrykke anerkendelse og opmuntring, så det høres. Det må ikke være på grund af utak og kritik, at glæden og motivationen svinder ind. Lad os i stedet hjælpe hinanden til øget entusiasme.

Vi skal ikke lukke munden, når vi får syn for ting, der ser ud til at kunne gøres bedre. Men kritik skal altid bæres frem i kærlighed og med respekt for, at der kan være perspektiver på en given sag, som vi ikke har kendskab til. Kærlighed og ydmyghed er kerneværdier, når kritik skal fremsættes. Når disse to værdier danner grundlag for kontakten mellem to mennesker, er der gode chancer for et positivt udkomme.

Bak op om din ledelse

I Indre Mission nærmer vi os et kritisk punkt i forhold til, hvor få der vil tage disse vigtige tjenester på sig i bestyrelser og udvalg. Og det får konsekvenser for vores fællesskaber og arrangementer.

Du kender situationen på det sted, hvor du er engageret. Gå gerne på opdagelse i, hvordan du kan gøre det til noget positivt at have bestyrelses- og udvalgsansvar. På den vis kan du bakke op om dem, der for nuværende tager ansvar, og skabe et godt grundlag for, at disse på sigt afløses af andre engagerede frivillige. Det er vigtigt for missionens sag!

Ledelse skal anerkendes. Og ansvaret for at bakke op om ledelse skal gribes. Det kan vi blive bedre til.

Tak til alle jer, der engagerer jer og tager ansvar for fællesskaber og arrangementer. I er guld værd!

I Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) er vi på vej med udgivelse af et hæfte, der handler om at tage imod børn af fordrevne og flygtende familier. Hæftet giver vejledning til mødet med den, som er opvokset i en anden kultur, kommer med et andet sprog end dansk, og som måske har traumer med i bagagen. Det er et hæfte, som nu desværre er blevet ekstra aktuelt at få ud til kirker, fællesskaber og klubber på grund af de mange mennesker fra Ukraine, der har været nødt til at forlade deres hjem og deres land.

Forhåbentlig varer hjælpsomheden ved

Vi ser lige nu en enorm vilje til at hjælpe de mennesker, der kommer hertil fra Ukraine. Danskere har åbnet deres hjem og deres stuer og har gavmildt doneret gaver til organisationer, der arbejder med nødhjælp til udsatte områder.

Det politiske system har gjort det let for ukrainerne at blive integreret i vores samfund med skolegang til børnene og mulighed for at søge arbejde for de voksne.

Det er alt sammen meget positivt, og forhåbentlig varer hjælpsomheden ved, også når der er gået måneder og måske halve år.

Behov for længerevarende relationer

Når DFS udgiver hæftet Frivilligt arbejde blandt flygtningebørn, er det, fordi vi ønsker, at vores klubber rækker ud og inviterer ind til et kristent fællesskab.

Vi har en unik mulighed for at give evangeliet videre til de mennesker, som kommer til vores land og gerne vil være en del af et fællesskab. Den mulighed skal vi bruge, også selv om kultur og sprog kan være barrierer. De er dog overkommelige.

At invitere ind i vores fællesskaber kan være en del af den længerevarende hjælp og støtte, som mennesker på flugt kan have brug for i form af gode og stærke relationer.

At være en del af et fællesskab med gode relationer kan være det, som bærer videre, når den samfundsmæssige begejstring for at hjælpe før eller siden aftager.

Nye missionshuse er på vej i Indre Mission. Aktuelt er der fire steder, hvor planerne går i den retning. Det er utroligt glædeligt og udtryk for noget godt og opmuntrende på flere måder. Samtidig er det en anden fortælling, end at vi kun oplever at måtte sælge missionshuse.

Betydning for nutid og fremtid

For en måned siden præsenterede Hammerum IM deres planer for et nyt missionshus i Økonomiudvalget. Det handler naturligt nok om bygning, økonomi og proces, men grundstenen i projektet er mission og ønsket om at være et aktiv i lokalområdet.

Det smitter at møde ildsjæle med missionsengagement for både nutid og fremtid. Der er visioner for fællesskabets mange aldersgrupper og for bedre at kunne åbne missionshusets liv for nye. Ikke mindst er der et brændende hjerte for kommende generationer og et blik for at skabe gode rammer for IM-arbejdet i de næste årtier.

Byggeprojektet rummer også en fornyet bevidsthed om, hvem vi er, og hvad vi vil. Det styrker fællesskabets sammenhold gennem samtaler, forbøn, giversind, frivillighed og medleven, som udgør vigtige byggesten undervejs.

For tiden oplever vi blandt andet, at ønsket om et nyt missionshus sker i lyset af, at unge familier er flyttet til en mindre by eller et lokalområde, hvor nedgang og afvikling ellers var udsigten. Men disse familiers beslutsomhed og bevidste satsning har medført, at de nuværende lokaler er blevet for små – der er brug for nye rammer i missionsarbejdet, ikke mindst til børn og unge, som kommer fra ikkekirkevante hjem.

Mission er ikke begrænset til en bygning

Der er mange årsager til, at et missionshus må lukke – og det er ofte et smerteligt valg at træffe. Heldigvis betyder det ikke, at missionen stopper. Udover at vi hver især kan være i mission i hverdagens kristenliv, har et fællesskab i flere tilfælde mulighed for at fortsætte med at afholde møder i samme hus eller i andre bygninger og dermed være synligt lokalt.

Vi oplever et par steder, at en mindre gruppe ønsker at tage initiativ til at danne et lille fællesskab, men hvor der ikke er mange midler eller en bygning. I disse tilfælde – også fremover – vil IM’s ledelse meget gerne hjælpe med at sondere mulighederne og på bedste vis støtte og hjælpe missionsarbejdet på vej.

Nogle synes historie er kedeligt og uinteressant. Jeg har det lige modsat. Jeg vil påstå, at det er gavnligt at kende historien. Min egen historie, min families historie, mit folks historie, den kristne kirkes historie og Indre Missions historie.

Mennesker, der ikke kender deres historie, kæmper ofte med at finde ud af, hvem de er. Det er der lavet en del tv om. Mennesker, der af forskellige grunde ikke kender deres rødder, oplever, at de får større kendskab til sig selv, når de finder deres ukendte ophav.

Det handler ofte om adopterede, der i en voksen alder får et ønske om at opsøge deres biologiske rødder. Lige nu er der en udsendelsesrække om donorbørn, som har fået nye muligheder for at finde ud af, hvem de er i biologisk familie med.

Større forståelse

At kende min historie giver mig afgørende brikker til at forstå, hvem jeg er. På samme måde giver det større forståelse for, hvad Indre Mission er, at kende historien.

Personligt oplever jeg også, at det ofte gør mig taknemmelig at dykke ned i historien.

Vi har netop fejret 50-års-jubilæum for Indre Missions Hus i Fredericia. Min arbejdsplads gennem 32 år.

Det gav god mening at tænke tilbage og blive mindet om, hvordan den arbejdsplads, som jeg holder meget af, har udviklet sig gennem årene. Sammen med nuværende og tidligere medarbejdere brugte vi et par timer på at tale om noget af det, vi har oplevet i disse gode rammer gennem årene.

Det giver mening

For mig blev det også endnu en anledning til at glæde mig over at få lov til at være en del af Indre Mission.

Det sker ofte, når jeg beskæftiger mig med Indre Missions historie. Jeg bliver glad for at få lov til at være en del af den bevægelse. Ikke fordi alt i historien har været godt, men fordi det minder mig om, hvad Indre Mission grundlæggende er, nemlig et arbejdsfællesskab, som vil være med til at bringe evangeliet om Jesus til så mange som muligt.

Husk, at historien har betydning. Derfor giver det mening at beskæftige sig med den.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, og jeg bliver vred, når jeg hører om børn, der udsættes for overgeb. Det er forfærdeligt, hver eneste gang det sker. Det skal forebygges. Det skal stoppes.

I de seneste dage er en ældre overgrebssag fra Københavns Domkirke blevet kendt, og der er i den forbindelse rejst kritik af kirkens ledelse og dens håndtering af sagen.

Jeg kender alene sagen fra medierne og kan ikke gå ind i den specifikke sag.

Der skal tages ansvar

Selvom nogle hævder, at der generelt er særdeles få overgrebssager i Folkekirken og i de folkekirkelige organisationer, er hver eneste sag én for meget.

Det lave antal af kendte overgrebssager kan skyldes, at der er stor påpasselighed og gode rammer i kirkeligt regi. Det kan også skyldes, at sagerne ikke er offentligt kendt, eller at overgreb skjules af den ene eller anden årsag.

Dette sidste håber jeg ikke er virkeligheden. At undlade den nødvendige handling, hvis man kender til overgreb, kan ikke forsvares. Ulykker skal stoppes. Det ansvar skal tages!

Fokus på forebyggelse

Derfor har Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, IMU og IM udarbejdet vejledninger, retningslinjer og en whistleblower- ordning, både med fokus på forebyggelse og på hvordan en evt. overgrebssituation skal håndteres. Målet er ikke alene at håndtere overgreb med konsekvens, men især at gøre en ekstra stor indsats for, at det aldrig sker.

Vejledningerne sætter rammer for en adfærd, der dæmmer op for risikoen for sexchikane, seksuelle overgreb eller grænseoverskridende adfærd, der har ødelæggende karakter for mennesker.

Ved et overgreb skal det stå klart, at relevante myndigheder og fagpersoner altid bliver inddraget. Vi vil modvirke en kultur, hvor der dækkes over sager via interne undersøgelser. Og ingen skal være i tvivl om, at vores hjælp i en sådan situation vil gå til den eller de forurettede.

Der skal være god hjælp for dem, der har været udsat for et overgreb, eller som er i tvivl om, hvorvidt der er sket noget, der ikke burde være sket – uanset om det er i en fysisk eller en digital form.

En ny rapport fra AdamogEva.dk giver stof til eftertanke, og jeg vil anbefale alle forældre til unge og alle ledere af unge at læse den. Nogle af tallene vil sandsynligvis vække undren.

Det viser sig blandt andet, at unge kristne taler mindre med deres forældre omkring ungdomstematikker som valg af uddannelse, udseende og rusmidler, end deres jævnaldrende gør. Det bør få alle voksne kristne til at overveje, hvad det skyldes, og hvordan vi kan ændre på det.

Nysgerrig – ikke bedrevidende

Hvert menneske er unikt. Der er ikke to, der er ens. Der er derfor vigtigt, at vi møder hinanden med en sund nysgerrighed. Det gælder også mennesker, der er yngre end en selv – ikke mindst ens egne børn.

Undgå at fremstå bedrevidende. Selvom man selv har været i den alder, som ens barn har nu, så har ingen prøvet at være nøjagtig den samme person. Derfor ved man ikke fuldt ud, hvordan den anden har det.

Dette kan godt være angstprovokerende, for man kan måske komme i tvivl om, om man overhovedet har noget at byde ind med i en samtale. Det kan føles som om, der er lysår imellem to mennesker, og måske er det derfor, dialogen nogle gange udebliver?

Kom ud af komfortzonen

Det er ikke let at se ud over den kultur, man selv er præget af, men det er nødvendigt, hvis vi ønsker fællesskaber, der favner, og hvor der er plads til alle. Dette gælder både i de helt små fællesskaber – familien og smågruppen – og i de store fællesskaber – missionshuset og kirken.

Det begynder med, at jeg selv træder ud af komfortzonen og forsøger at tale med nogen, som jeg ikke før har talt med i fællesskabet, og sætter mig et sted, hvor jeg lettere kommer i kontakt med nogen, som jeg endnu ikke kender. Det begynder med en sund nysgerrighed.

Rapporten var omtalt i impuls nr. 11 og kan findes online på adamogeva.dk.

Det var opmuntrende at være sammen i gode og givende dage på Årsmødefestival. Herligt at opleve samværet og samtalerne i det store fællesskab, og samtidig dejligt at så mange var med online.

Endnu engang var det fantastisk at opleve de mange frivillige kræfter og medarbejderes humørfyldte energi til at få det hele til at blive afviklet så utroligt flot. Det fylder mig med taknemlighed.

På en ganske konkret måde blev taknemlighed også delt ud under Årsmødefestivalen. Om lørdagen stod en palle med 1792 vandflasker med mærkatet »Taknemlighedsvand« klar til at blive delt ud. En håndgribelig måde at vise taknemlighed på og et udtryk for, at det at give noget videre kan være med til at slukke en tørst.

Vær taknemlig

Det er meget sandt, hvad en har sagt: »At føle taknemlighed uden at vise det er som at pakke en gave ind uden at give den.« Det koster ikke noget at være taknemlig, men det får os til at se livet med andre øjne. De personer, som vi har omkring os, vil uden tvivl også kunne mærke denne tilgang til livet hos os – at vi gør noget for at glæde andre. Og det vil også få dem til at reagere positivt.

Husk på, at det handler ikke så meget om, hvordan du gør det. Du kan vise din taknemlighed på mange andre måder end blot med ord. Det vigtige er, at du gør det! Det er også fint at gøre sig umage, men sæt ikke barren så højt, at det bliver umuligt og uoverkommeligt.

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer siger det sådan: »I hverdagen går det sjældent op for os, at vi får en hel del mere, end vi giver, og at det kun er med taknemlighed, at livet bliver rigt.«

Taknemlighed opmuntrer

Denne sommer er der mange, som gør det muligt, at vi i IM kan afholde bibelcampings, lejre, stævner osv. Alt sammen noget, der har stor betydning åndeligt såvel som socialt. Tak til enhver!

Vi oplever også stor opbakning til IM’s arbejde økonomisk set. Det er blevet mødt med forståelse, at der er brug for »en ekstra million til mission«. Tak for alle bidrag. Faktisk skal der ikke så meget til, når vi står mange sammen.

Lad taknemlighedens mange udtryk smitte af på din vej denne sommer. 

Missionshuse og mødelokaler står ofte tomme og stort set ubrugte i sommerperioden. Nogle steder helt op til seks uger, hvor der ikke er program i lokale klubber og fællesskaber.

Men det betyder ikke, at der ikke er mission i disse uger – tværtimod. Aktiviteterne er blot flyttet ud i sommerlandet.

Måske er netop sommeren med mange lejre og campings for små og store børn, teenagere, unge, familier, indvandrere, ældre, singler og fællesskaber en af de bedste årstider for mission. Mange får i hvert fald en særlig anledning til at møde evangeliet om Jesus til disse arrangementer.

Nemmere på camping

Vi ser glædeligvis rigtig mange, som i løbet af denne sommer deltager i en kristen lejr eller camping, og som ellers ikke er en del af et kristent fællesskab lokalt eller sjældent ellers hører Guds ord. Måske bor de i et område, hvor der ikke er noget lokalt fællesskab at deltage i, eller måske er det bare nemmere at være med på en lejr eller camping end i et lokalt fællesskab, hvis man er søgende.

Det er i øvrigt ofte også lettere at invitere sin ven med på en lejr eller på en bibelcamping end til klub eller et mødefællesskab lokalt som det første. Derfor er der lejre med ret høje procenter af deltagere uden daglig kontakt til et lokalt kristent fællesskab. På en lejr eller en camping, hvor man er sammen hele døgnet, er der også særlige vilkår for at dele troen med hinanden. Også af den grund vil mange opleve, at tro på Jesus har særlige vækstbetingelser hen over sommeren. Det gælder både for søgende, nye og gamle i troen.

Fungerer som ledertræning

Samtidig fungerer mange af vores lejre og campings som ledertræning. For en hel del bliver sommeren anledning til at prøve at tage et lederansvar som kristen. Det er måske første gang, de skal holde en andagt eller tage ansvar for at fortælle børnene om Jesus i en gruppe.

I år har det nogle steder været vanskeligere at finde ledere nok til sommerens arrangementer. Muligvis som følge af de to foregående år med aflysninger på grund af corona.

Alt dette kalder på vores forbøn for det, der sker hen over sommeren. Bed for nye og gamle ledere, og bed for dem, for hvem det er første gang eller årets eneste gang, hvor de hører evangeliet.

31 nye medarbejdere kunne jeg præsentere på Årsmødefestivallen 2022. Hovedparten af disse medarbejdere er lønnede, men en god håndfuld er fritidsansatte.

Vi er en rig bevægelse, der kan supplere den frivillige indsats lokalt og på landsplan med inspiration og arbejdskraft fra medarbejdere, som stiller sig til rådighed med kompetencer, engagement og hjerte for Jesus og mennesker.

Der er ca 150 lønnede medarbejdere og ca 90 fritidsansatte i IM, IMU og DFS.

Rekruttering af nye til tjenesten kommer ofte som respons på stillingsopslag, men det er ikke alene det, der skal til. Kaldet skal bedes frem, så det høres og rækkes ud – uanset om det er til en lønnet- eller en fritidstjeneste. 

Bed og prik

Her kan du komme ind i billedet. Når du ser et behov for en særlig indsats, så bed om, at den rette til at løfte opgaven vil træde frem. Bed kaldet frem, så det høres af de rigtige. Og prik gerne, hvis du bliver mindet om, at en bestemt person skal opfordres til at træde ind i tjenesten i IM.

For det meste opslår vi en stilling, når der er behov og mulighed for at ansætte en medarbejder i et bestemt område eller en arbejdsgren. Men af og til får vi også uopfordrede ansøgninger, der rammer lige ind i nogle overvejelser, som allerede er sat i sving om en bestemt indsats, men hvor der ikke er opslået en stilling. I de tilfælde har vi flere gange fundet veje sammen med en sådan ansøger. Derfor skal du ikke vente på at se et stillingsopslag før du henvender dig eller før du beder og prikker. 

Mange slags fritidsansatte

Der er brug for fritidsansatte, som vil forkynde, løfte en diakonal opgave, være kontaktperson til menighedsråd, koordinator for evangelisation, journalistiske og grafiske opgaver osv. Mulighederne er mangfoldige!

Vi skaber platformen, så fritidsansatte gennem kurser, kollegialt fællesskab og sparring har gode vilkår for at udfolde sig. Og med ansættelsen følger også synlighed og tryghed, så IM-fællesskaberne ved, hvem de kan henvende sig til.

Se mere på indremission.dk/job

Før sommerferien talte og skrev vi meget om, at frivilligheden er presset, og at det var svært at finde frivillige til sommerens lejre, bibelcampings og andre arrangementer. Og det var og er sandt.

Samtidig kan vi se, at kun meget få af sommerens arrangementer måtte aflyses på grund af mangel på deltagere eller frivillige. Langt størstedelen af de planlagte begivenheder blev gennemført som planlagt. Stor TAK til alle jer, som har taget en opgave hen over sommeren, så evangeliet kunne blive forkyndt til store og små ved mange forskelligartede anledninger. Det viser os endnu en gang, at det kun er, når vi løfter opgaverne i flok, at tingene kan lykkes.

Det kan lade sig gøre

Mange er forhåbentligt kommet hjem med gode oplevelser fra sommerlandet, hvor der er fyldt på åndeligt og socialt, og er klar til igen at tage fat på hverdagen med arbejde, skole og institutioner, og ikke mindst tage hul på en ny sæson i klubber og fællesskaber. Også her erfarer vi, at frivilligheden er udfordret. Men når så meget lykkedes hen over sommeren, bekræfter det, at når tilpas mange bærer med, og vi gør tingene sammen, så kan rigtig meget lade sig gøre. Når alle tager en tilpas del af opgaverne, er der ingen, som kommer til at bære for meget, og som bliver overbebyrdet.

Giver ejerskab og fællesskab

Der kan siges rigtig meget andet godt om frivillighed. Det er med til at give ejerskab, man kan være med i arbejdsfællesskaber, få ansvarsfølelse for fællesskabet og meget andet godt.

Derfor skal du måske overveje, hvilken opgave i fællesskabet du skal tage på dig i den nye sæson, og hvor involveret du vil være i fællesskabet lokalt eller i større sammenhænge. Der er brug for dine evner og kræfter mange steder.

Frivillighed og fællesskab kan vi ikke give til os selv. Det er noget, vi giver til hinanden.

»IM fastholder, at bevægelsen står fast til trods for forandringerne i den omgivende verden.« Sådan kan man læse i en videnskabelig artikel, der er resultatet af den IM-undersøgelse, et mindre forskerteam ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, foretog i efteråret 2019. Artiklen blev offentliggjort i et tidsskrift i juni og er omtalt i dette impuls.

Som kirkelig bevægelse er det sundt at blive undersøgt. Det er udtryk for åbenhed og skaber rum for refleksion. For vi er ikke en sekt. Det er også en anledning til, at vi bliver bevidstgjort om udviklinger og kritiske forhold, som vi – ikke mindst som ledelse – bør forholde os konkret til. Derfor har jeg læst artiklen med stor interesse og haft anledning til at drøfte den med forfatterne tidligere på året.

Tilbage til udsagnet ovenfor, som jeg genkender, men holder det? Står vi fast, når der gælder tro og moral, mens verden forandrer sig? Og er vi kun en bevægelse i bevægelse, når det handler om struktur, former og tiltag?

Står på en rulletrappe

Ifølge den store nationale værdiundersøgelse, som de samme forskere senest stod bag i 2017, og som viser udviklingen i danskernes værdier siden 1981, så er gruppen af »traditionelt troende«, der tror på en personlig Gud, på himmel og helvede og et liv efter døden overraskende konstant med ca. 6 %.

Dog er jeg overbevist om, at hvis vi undersøgte eksempelvis opfattelsen af Gud, eller hvordan der forkyndes om flere grundlæggende sider af den kristne tro, så er der sket en bevægelse. Noget i en mere bibelsk og åndelig sund retning, andet i en mere usund retning. Gælder det de moralske spørgsmål og etiske forhold er bevægelsen mere tydelig. I deres artikel bruges billedet med en rulletrappe, hvor man nok står på noget fælles, men det flytter sig alligevel med alderen og tiden.

Anledning til refleksion

Så hvad mener vi egentlig, når vi siger, at IM – eller vi selv – står fast trods forandringer i det omgivende samfund? Hvor bevidste er vi om bevægelsen, når det handler om, hvornår eller hvordan indholdet i troen og forkyndelsen forandres, eller at vi ændrer holdning og praksis på det moralske og etiske område?

Undersøgelsens resultater er en åbenlys anledning til at drøfte: Hvor står IM fast, og hvor bevæger vi os? Svarene er bestemt ikke enkle – og slet ikke ligegyldige.

En partileder mente forleden at vide, at kvinder i visse indremissionske miljøer skal gå med langt hår på samme måde som muslimske kvinder skal gå med tørklæde. Det er fordom og uvidenhed af værste skuffe udstillet i bedste sendetid. Partilederen blev hurtigt gjort opmærksom på, at det ikke havde noget på sig, og hun beklagede fejlen.

Næppe sidste gang

Det er desværre ikke første og sandsynligvis heller ikke sidste gang en politiker eller medieperson udstiller en kombination af uvidenhed og fordomme om, hvad Indre Mission står for. Der er grund til at forvente et højere niveau af faktuel viden hos ledende politikere, som er betroet ansvar for at træffe beslutninger med stor betydning for os alle.

I Indre Mission har vi lært at leve med, at meningsdannere alt for ofte fremfører påstande om os, som bedst kan karakteriseres som fordomme uden hold i virkeligheden. Indimellem en fordom, som har levet i årtier, og som måske har baggrund i forhold, som er mere end 100 år gamle.

Mine egne fordomme

Selvom vi efter bedste evne prøver at imødegå den slags uvidenhed med oplysning og synlighed, er det ikke nogen rar oplevelse at blive mødt med åbenlyse fordomme. Det har fået mig til at tænke på, at jeg måske også selv har fordomme om grupper af mennesker i vores samfund, som jeg ikke kender meget til. Jeg tror, det er godt at overveje, om de forestillinger, jeg har om, hvordan muslimer eller hjemløse rumænere eller helt andre grupper tænker og opfører sig, er bygget på viden eller uvidenhed.

En kendt efterforsker udtalte engang om det at finde en alvorligt kriminel person: Man søger et monster, men finder et menneske. Det er tankevækkende.

Hvis jeg møder og taler med et menneske fra en religiøs gruppe eller en samfundsgruppe, jeg mest har fordomme om, oplever jeg pludselig, at det netop er et menneske som mig selv, med historie, familie, følelser og netværk, som har formet og dannet vedkommende.

Lad os møde hinanden med den samme åbenhed og nysgerrighed, som vi gerne selv vil mødes med.

Straffelovens § 220 fastslår, at ingen må misbruge en arbejdsmæssig, økonomisk eller behandlingsmæssig afhængighed til seksuelle krænkelser. En lovændring vil nu tilføje »religiøs afhængighed« til listen.

Det er en udvidelse af straffeloven, som jeg helt kan tilslutte mig.

Lederens magtposition medfører et særligt ansvar over for det menneske, man udøver sin magt i relation til. Hvis lederen misbruger en ulige relation, bør det være særligt skærpende for straffen i forbindelse med overgreb. Den sjælesørgeriske samtale er et eksempel på en relation, hvor et ulige forhold er til stede. Sjælesorgen kan være til stor velsignelse, men misbruges magtpositionen, kan det få alvorlige konsekvenser for den, det går ud over. Det ulige forhold kalder derfor på en særlig omhyggelighed, hvor etik og moral skal holdes højt.

Lovændring rammer skævt

Vi har gennem de seneste år set ubehageligt grove misbrug fra ledere, også i kristne kirker. Derfor hilser jeg også en stramning af straffeloven velkommen. Men jeg havde gerne set en stramning, der ikke kun retter sig mod religiøse samfund, men mod ledere og magtforhold generelt. De senere år har også afsløret en lang række magtmisbrug og seksuelle krænkelser i politiske og sportslige sammenhænge. Hvorfor skal de ikke også nævnes?

Det er helt rimeligt at sidestille religiøse magtrelationer med andre, men lovudkastet og dets bemærkninger fremhæver religiøse relationer i særlig grad. Hvorfor denne mistænkeliggørelse og særliggørelse af religiøse ledere? Stramningerne i lovgivningen bør gælde alle ledere – uanset om det er i erhvervsliv, politik eller kirke.

Farligt at mistænkeliggøre bestemte grupper

Vi oplever i disse år en usund tendens til at problematisere og mistænkeliggøre religiøse forhold. Den slags marginalisering af bestemte befolkningsgrupper hører bare ikke til i et åbent, demokratisk samfund som det danske. Den er farlig.

Når det er sagt, skal det også stå klokkeklart, at ledere i Indre Mission – på landsplan og lokalt – har et særligt ansvar for at behandle mennesker med ordentlighed og respekt. Overgreb og magtmisbrug må aldrig blive tolereret. Heller ikke i Indre Mission.

Stilhed og refleksion har trange kår i vores tid. Der er så meget, som larmer og støjer i hverdagen, og der er så mange ting, der skal nås. Vores kultur er præget af præstation og ønsket om at kunne effektivisere alting. Nærværet og hvilen lider under dette, og selv når der faktisk en sjælden gang opstår en pause, så griber rastløsheden ind, for mange har glemt, hvordan det er at kede sig, at vente, ja, at sænke hastigheden.

Ind i dette taler Bibelen klart og tydeligt.

Vent på Herren

Flere steder i Det Gamle Testamente taler forfatterne om »at vente på Herren«. Det handler ikke om, at Gud er langsom, men om at vi mennesker har brug for at finde ro, så vi kan høre, hvad Gud har at sige til os.

At vente på Herren handler om, at vi skaber tid og rum til, at vi selv bliver bragt i en tilstand, hvor vi ikke skal alt muligt andet, men kan være stille sammen med Gud.

Da profeten Elias var på bjerget, står der, at Gud ikke var i stormen, jordskælvet eller ilden, men derimod i »den sagte susen«. Gud var at finde i stilheden. Det var han dengang, og det er han i dag.

Jesus som eksempel

Igen og igen kan man i Det Nye Testamente læse om, hvordan Jesus selv praktiserede stilheden, selvom han var Guds søn. Jesus gik for sig selv til et øde sted – på et bjerg, ud i ørkenen eller lignende – og der var han stille og bad sammen med sin himmelske far.

Jesus viser os vejen her.

Vi har endnu mere nu end tidligere brug for at stoppe op og søge ind i stilheden med Gud. Vi har brug for at finde steder i en travl hverdag, hvor vi kan hvile ud i samværet med vores himmelske far.

Steder, hvor vi kan komme, som vi er, og hvor vi kan lade facaderne falde. Rum, hvor vi ikke skal præstere, men hvor vi blot har lov til at være Guds børn.

Hvor finder du stilhed med Gud i din dagligdag?

Ved Folketingets åbning d. 4. oktober holdt aldersformanden Bertel Haarder sin sidste åbningstale, hvor han afveg fra forretningsordenen ved at tale direkte til sine kolleger.

Først kom han med en opmuntring: »Rank ryggen!« Dernæst fulgte en række påmindelser, blandt andet: »Måske arbejder I for hårdt og får for lidt tid til at tænke og fundere … Husk at stå fast … Vær autentiske … Vær gode ved Danmark … Lev op til den grundlæggende tillid … At behandle hinanden, som vi selv vil behandles.«

Ingen tvivl om, at Bertel Haarder i sin afskedssalut havde den forestående valgkamp i tankerne. For det er ikke ligegyldigt, hvordan det betroede mandat bliver forvaltet, hvordan man samarbejder og anvender sin politiske magt, ja, hvilke værdier der får lov til at sætte sig igennem.

Som stemmeberettigede har vi mulighed for at præge valgets resultat d. 1. november, derfor er dit kryds vigtigt! For det er heller ikke ligegyldigt, hvem der bliver valgt.

Værdier på spil

I den politiske debat nævnes ofte begrebet værdier, som til tider bliver lidt ukonkret og selektivt. Hvad er helt præcist »danske værdier«? Til tider føler jeg mig fremmedgjort ved nogle af dem.

Er det partiernes særligt udvalgte mærkesager? Er det de ti værdier i Danmarkskanonen, eksempelvis den kristne kulturarv, foreningsliv og frivillighed, frihed, frisind, tillid m.fl.? Og giver det mening at tale om kristne værdier i den politiske debat?

Jeg mener, at vi kan tale om kristne værdier, når de er med til at understøtte og fremme helt grundlæggende forhold i Bibelen såsom Guds skaberordninger, samfundsorden, forvalteransvar, solidaritet, frihed o.a. Disse værdier må sætte sig igennem ved lovgivning, politiske aftaler – og samtaler om, hvilket fremtidigt Danmark vi ønsker.

Træf et nuanceret valg

Med hele 14 partier kan det være svært at finde det parti, som bare tilnærmelsesvist afspejler de kristne værdier, som vi sætter højest. Der er mange dilemmaer og kompleksiteter at tage højde for. I det lys er det en velsignelse for vores samfund, hvis vi har politikere, der kender til Guds ord og vil virke for at præge det politiske arbejde derudfra. Uanset hvilket parti de repræsenterer.

Med krydset på stemmesedlen er vi med til at afgøre, hvem vi vil vise tillid og betro dette ansvar.

Af forskellige årsager kan det være en udfordring for lokale IM-fællesskaber at finde de forkyndere, der er brug for. For mig at se, er det vigtigt, at vi ikke skærer ned på forkyndelsen som svar på den udfordring. Forkyndelsen af Guds livgivende ord er det, troen skal leve af, sammen med vidnesbyrd og samtaler og samvær i bøn og lovsang.

Forkyndelsen er bærende

Igennem hele Indre Missions historie har det været et bærende fundament i arbejdet, at Guds ord er blevet forkyndt og dermed rakt til mennesker, som samles. I begyndelsen for 160 år siden skete det som regel ved omvandrende prædikanter, som gæstede forskellige egne af landet. Igennem mange år har vi kunnet ansætte forkyndere, som har været bosat rundt i det meste af landet. Samtidig har mange præster båret med ved at tilbyde at forkynde rundt i IM-samfund.

I dag er der færre fællesskaber, men der er også markant færre forkyndere. Derfor giver det mening at prøve nye veje.

Det er for eksempel muligt at hente en forkyndende eller undervisende tale fra internettet. Indre Mission har sit eget ressourcested, der hedder IMedia.dk, som samler video og lyd om tro.

Brug hinanden

En del steder har man også gjort brug af nye lokale kræfter. Det vil jeg gerne slå et slag for.

Spørg for eksempel tre-fire lokale folk, som ikke ellers er vant til at forkynde, om at sige noget i syv-ti minutter om et emne eller en bibelsk tekst. Vi lytter på en anden måde, når det er »en af vores egne«, hører jeg sagt.

Man kan vælge at give dem det samme emne. Det kunne være »Når det er svært at tro«, »Det betyder dåben for mig« eller »Hvordan arbejder jeg med bønnen i min hverdag«. Man kan også foreslå, at de fortæller om en sang, de er glade for, eller det sted i Bibelen, der betyder mest for dem. Eller de kan fortælle om en oplevelse, som har fået betydning for deres tro.

Jeg tror, det er en god idé at prøve det af mange steder. Både for at imødegå udfordringen med at finde forkyndere, men også for at give afveksling i måden at formidle Guds ord på ved møderne. Det kan både blive en berigelse for fællesskabet og for dem, der får opgaven. Og som en ekstra bonus sparer vi også lidt på kørselskontoen.

Færøerne har sat et særligt aftryk hos mig efter gode dage hos Heimamissionen (Indre Mission på Færøerne). Det gælder fællesskab, samvær om evangeliet, gæstfrihed og hjertevarme. Men også den måde, jeg har oplevet at få respons. Meget ligefremt og konkret har færingerne givet mig feedback på forkyndelse og samtaler. De har gjort det på en måde, som jeg har oplevet meget anerkendende for mig selv. Måske kan vi lære noget i Danmark af denne tilgang.

Ikke bare ros

Anerkendelse er vigtigt. Det viser alle undersøgelser. Det handler ikke alene om ros, men er et begreb, der også rummer påskønnelse, opmærksomhed og accept af et andet menneske og dets indsats.

Meget tyder på, at det altid har været vigtigt at opleve anerkendelse. Og meget tyder på, at det er blevet endnu vigtigere for vores nuværende ungdomsgenerationers motivation.

Men vi har en kultur i Danmark – også i Indre Mission – hvor en anerkendende adfærd godt kan tåle at blive løftet. Fordi det forebygger mistrivsel og øger glæden i kaldet og i de opgaver, vi står med.

Arbejdsglæden vokser

Jeg drømmer om, at vi i Indre Mission får en kultur, hvor vores tilgang til feedback, kritik, ros og i det hele taget kommunikation er farvet af en anerkendende grundtone. Hvor det menneske, jeg står overfor, oplever sig påskønnet og værdsat. Det vil øge trivsel og glæde hos frivillige lejrledere, mødedeltagere, udvalgsmedlemmer, bestyrelsesmedlemmer, lønnede medarbejdere m.fl. Når du sår positivitet og konstruktiv kritik, så vokser arbejdsglæden og villigheden, og trivslen bliver mere langtidsholdbar.

Jeg vil opfordre dig til at overveje, hvordan du kan opmuntre den næste IM-medarbejder, du møder på din vej eller i telefonen – uanset om det er en lønnet medarbejder på Indre Missions Hus eller rundt i regionerne, eller det er en frivillig leder eller hjælper. Tag ikke deres arbejde for givet – heller ikke deres kompetente og passionerede indsats.

Ifølge en beregning fra FN har kloden netop rundet 8 milliarder indbyggere. Det er en fordobling, hvis man sammenligner med befolkningstallet for bare 50 år siden. Det er rigtig mange mennesker, og man kan let bekymre sig for, om kloden kan bespise så mange og har plads til så mange i forhold til klodens ressourcer.

Villet og elsket af Gud

Alle 8 milliarder er mennesker, som er skabt, villet og elsket af Gud, så det skal vi måske ikke bekymre os om, men måske mere, at mange af de 8 milliarder slet ikke er klar over dette. Det anslås, at 2,4 milliarder mennesker er kristne, så der er masser af mennesker, der trænger til at høre evangeliet. Nogle organisationer og mennesker gør, hvad de kan, for at det må ske – og det er godt.

I Danmark er vi blot 6 millioner mennesker (svarende til 0,075 procent af klodens befolkning). Selv om det er en meget lille andel af jordens samlede befolkning, er der også mange danskere, der ikke kender Gud. Det gør missionsorganisationerne i Danmark, hvad de kan for at gøre noget ved – og det er godt, men vi er nødt til at stå sammen om det som kristne, hvis det skal forandre noget.

En organisation skaber ikke relationer til mennesker som sådan. En relation er et forhold mellem mennesker. Det er et møde mellem mennesker på vidt forskellige arenaer som arbejdspladsen, fodboldklubben, stikvejen osv.

Ikke teologiske forklaringer

Du kender helt sikkert mennesker, der ikke kender Gud, og som du har en mulighed for at vidne for. Vidne om, hvad det betyder for dig at tro på Gud. Det behøver man ikke en masse teologiske forklaringer på. Bare fortæl, hvorfor du tror på Gud.

Organisationer kan skabe rammer, men ikke møde mennesker og skabe relationer. Der må vi kristne alle på banen. Så lad os stå sammen om at gøre, hvad vi kan, for at mennesker på vores lille del af kloden hører om Gud. Selv om vi ikke er mange, er der nok at tage fat på.

Det er en mørk tid. Ikke kun fordi vi er midt i vintersolhverv, men året har kastet et mørkt skær af sig med krig, kriser og kaos. I flere årtier har vi oplevet fred og fremgang i vores del af verden, men det blev ændret ved årets begyndelse.

Efter en periode med pandemi og følgerne heraf, nåede vi lige at ånde lidt op, inden ødelæggelser, lidelser og flugt skabte ny angst for mange. Omvæltninger og politisk ustabilitet har sat sig igennem. Krisen har sat sig spor – menneskeligt såvel som økonomisk – ind i manges hverdag. Forbrugsafmatning præger tiden, og i disse dage tændes der færre lys end tidligere.

Også andre mørke skygger kan fylde: mismod, ensomhed eller sorg. Skuffede forventninger, familiekonflikter eller tristhed og træthed i den mørke vintertid.

Mørket udefra og indefra

I julesalmen Velkommen igen, Guds engle små slutter Grundtvig med en bøn om, at »julesorgen slukkes«. Han opfinder ordet til den lejlighed, som stemmer med hans sind. Salmen skrev han julenat 1824. På det tidspunkt havde kirkegangen nået et lavpunkt. Død og djævel var skrevet ud af salmerne for at tilpasse sig tiden, og den åndløse rationalisme dominerede. Grundtvig var tynget af sin samtids vantro og åndelige elendighed og ønskede brændende at genindføre fædrenes tro i Danmark. Det gav han ikke mindst udtryk for i en skelsættende prædiken det følgende år om »Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?«

Juledag skulle Grundtvig prædike julens glade budskab i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, men han følte sig ensom, og mørket lukkede sig omkring ham. Så skrev han salmen – nærmest i trods mod elendigheden og sin egen tærende bekymring for kirken.

Uden julesorg ingen juleglæde

Der er mange årsager af både menneskelig og åndelig art til mørke i verden, samfundet og kirken, i relationer og i sindet. Det var også på en mørk baggrund – syndefaldets konsekvenser – at Gud blev menneske og lod sig føde her til verden. For at lyse op i mørket. For at give fred, trøst og håb. For at frelse fra evig død og forbandelse ved troen på ham.

Giv julesorgen plads, og giv også dig selv lov til at glædes. Lad din julesorg blive slukket ved at tage imod den bedste julegave: at Gud er kommet dig nær i Jesus Kristus, han som er verdens lys.

Glædelig jul!

Et af de store temaer for tiden er regeringens planer om at afskaffe store bededag. Jeg vil undlade at gøre mig klog på, om det er en god eller dårlig idé at afskaffe store bededag som national fridag. Det er et politisk spørgsmål, og det kan man have mange forskellige meninger om. Det handler både om den såkaldte danske model, om overenskomstforhandlinger, om foreningslivets mulighed for at afvikle forskellige former for stævner, konfirmationer og meget mere. Skal politikerne i det hele taget blande sig i kirkens højtider? Den slags kan troende kristne have mange forskellige meninger om.

Gør hver dag til bededag

Men det aktuelle fokus på store bededag er også en oplagt anledning til at tale om bøn i det hele taget. Det er i hvert fald en dårlig idé at afskaffe bønnen og en god idé at gøre hver dag til en bededag.

Når snakken med naboen, studiekammeraten eller kollegaen kommer ind på det med store bededag, kan det være en anledning til at tale om bøn og erfaringer med bøn. Hvordan er det at bede hver dag? Kan man altid bede? Hvordan gør du? Kan man bede om alting? Kan man bede, selvom man ikke er særligt troende? Virker det?

Ja tak til forbøn

Når vi taler med mennesker om bøn, viser det sig, at mange har forskellige former for erfaring med bøn. Mange beder aftenbøn, flere beder i særlige situationer, og de fleste siger ja tak, hvis man tilbyder at bede for dem i en konkret situation. Derfor vil det ofte give mening at dele erfaringer med bøn – også med mennesker, der ikke ofte kommer i kirke eller missionshus.

Når dette nummer af impuls udkommer, er vi ved afslutningen af store bedeuge, Evangelisk Alliances bedeuge. Lad os frimodigt fortælle om, hvad det betyder for os at have denne særlige anledning til at have fokus på bøn ud over verden, og lad os tale med hinanden om vores forskellige erfaringer med at bede hver uge og hver dag og på hver vores måde. Lad os tale om, hvad det betyder for vores tro og vores liv og dagligdag at bede til vores himmelske far.

Vi lever i den mørke tid af året. De lyse timer er ganske få, og dette sætter sit præg på mange. Lyset er en energikilde, der påvirker vores sind og humør i større eller mindre grad. Og det kan derfor være nødvendigt for nogle at supplere det sparsomme sollys med andre lyskilder.

Også i vores åndelige liv er vi afhængige af godt lys. Guds lys.

Hvor sætter vi os, så Guds lys kan skinne ind i vores liv? Er det ved det ord, der på en helt særlig måde skaber lys over tilværelsen? Altså Guds ord – Bibelen. Eller er det andre energikilder, som til nød kan opfylde noget af behovet, men som i nogle tilfælde kun giver en meget lille positiv virkning?

Overtaget Bibelens plads

Jeg oplever, at for eksempel lovsangen for mange er blevet sådan en alternativ energikilde, som kommer til at overtage den plads, som hovedlyset, Bibelen, skulle have haft.

Hvad skaber forståelsen af troen, Gud, Jesus, Helligånden og os selv? Hvad tegner vores billede af verdens tilstand? Er det de enkle stemningsfulde lovsange med de lette formuleringer? Eller er det Guds skabende ord, Bibelen, der får taleret ind i vores liv? Hvad er vores primære lyskilde?

I disse overvejelser er det heller ikke uvæsentligt, om de forskellige lyskilder er i overensstemmelse med hovedkilden. Vi har lovsange, der stærkt og godt forkynder Bibelens budskab og på den vis er særdeles gode og vigtige »lyskilder«, men jeg hører også lovsange, der i væsentlige nuancer rammer ved siden af.

Nøjes med nødlys

Hvis vi skal gennemskue såvel vores egen som verdens sande tilstand, så har vi brug for et stærkt og fuldspektret lys. Skal vi overveje at lade nogle lovsangstræf afløses af bibeltræf? Måske ikke sådan helt bogstaveligt. Men forstået på den måde, at Bibelen skal vinde større taleret ind i vores liv og i vores fællesskaber i missionshuse og menigheder.

Hvis vi nøjes med nødlys, så er jeg bange for, at klassisk sund kristendom taber terræn i forhold til letkøbte religiøse stemninger. Og på den vis forsvinder selve evangeliet.

I nytårssalmen »Vær velkommen Herrens år« synger vi: »Sandheds Gud! lad dit hellige ord oplive, oplyse det høje Nord!« Det er mit nytårsønske for 2023!

En hvilken som helst virksomhed med respekt for sig selv har en formuleret mission eller med et andet ord: en eksistensberettigelse. LEGO’s mission er at »inspirere og udvikle fremtidens byggere«, og Coca-Colas er at »forfriske verden og gøre en forskel«.

Indre Missions mission er at »Lede til Jesus – leve i Ham«. Det har været formuleret forskelligt gennem tiden, men sagen har altid været den samme. Det er på grund af den mission, at vi er sat i verden. Missionen er vores motivation: at mennesker må få en levende relation med verdens frelser, Jesus Kristus, Guds søn.

Ikke kun evangelisation

Mission er mere end blot evangelisation. Den kristne mission er noget, alle kristne tager del i på hver sin måde. Vi er alle kaldet til at pege på Jesus og vidne om ham, der hvor vi er. Ingen kristne kan frasige sig dette ved at henvise til, at man ikke er evangelist eller ikke har nådegaven til at forkynde.

På den måde handler mission mere om at være end at gøre. Når vi er kristne, er vi lys i verden. I IMU siger vi blandt andet, at »Kristus lever for mig, i mig, gennem mig«. Når vi tror på Jesus, så er vi i mission. Det er en kristens identitet. Spørgsmålet er blot, hvordan det tager sig ud for den enkelte og i fællesskaberne.

Kærligheden som drivkraft

Overvej dette: Uden mission er Indre Mission blot indre. Uden mission kan vi lige så godt lukke og slukke.

Kort og godt: At være kristen er at være i mission. De to ting kan ikke adskilles, og det er opmuntrende, for alle kristne kan netop derfor bruges ind i Guds mission.

Drivkraften i vores bevægelse er kærlighed. Ikke din og min, men Guds kærlighed. Fordi Jesus har elsket os først, så må vi elske vores medmennesker, og den største kærlighedshandling er at lede mennesker til kærligheden selv: Jesus Kristus.

Alt tyder på, at store bededag afskaffes som helligdag i nærmeste fremtid. Der er muligvis behov for en årlig arbejdsdag mere for at få de økonomiske ender til at nå sammen. Argumentationen finder jeg dog ikke overbevisende, men det lader jeg stå åbent. Processen har været præget af et hastværk, som har haft en række negative følger.

Hertil kommer, at lovforslaget har den konsekvens, at man afskaffer begrebet helligdag i lukkeloven og alene taler om lukkedage. Med et snuptag sniger sekulariseringen sig ind i lovgivningen, og betydningen af kirkens helligdage i samfundet ændres. Det finder jeg dybt alvorligt og problematisk!

Man kan dog spørge, om det alene er flertalsregeringen, der er på vej til at omdanne dagen, eller om mange, også i folkekirken, allerede i praksis for længst har afskaffet den som Ekstraordinær Almindelig Bededag, sådan som den oprindeligt blev kaldt.

Fra bededag til festdag

Udover at samle og afløse en række bededage, der var blevet indført i tidligere krisetider, var hensigten, at man skulle besinde sig og bede til Gud i tider med krise, krig og katastrofer. Bede om, at Gud må forbarme sig over folk og fædreland og ens eget liv. At Gud må se i nåde til os i vores kampe og livssituationer på grund af syndefaldets konsekvenser. Der er fortsat meget brug for bøn og forbøn for den verden, vi lever i.

Men store bededag er ikke mest kendt for dette i vores tid. Snarere er den blevet store konfirmationsdag til fest og fejring. Eller til en folkelig forårsklargøringsdag i haven.

En arbejdsdag til aftengudstjeneste

Selvom store bededag bliver gjort til en arbejdsdag fra næste år, kan der stadig holdes aftengudstjenester, hvor dagens oprindelige sigte træder endnu tydeligere frem – med bod, bibellæsning og bøn i fokus. Biskopperne lader selvfølgelig bønner og tekster blive i alter- og salmebog, så dagen fremover stadig er en dag til gudstjeneste!

Regeringen kan gøre dagen til en arbejdsdag, men det forhindrer ikke kristenfolket i at samles til gudstjeneste. Lad os i den nye situation ikke tale om at afskaffe store bededag, men om at generobre den og fremme dagens særlige indhold. Det har vi moderne mennesker brug for.

Når vi leder efter tendenser og udviklinger, søger mange ofte til Danmarks Statistik. Således også for 2022. Derfor er der igen fokus på udmeldelser af folkekirken, faldende dåbstal og det generelle fald i medlemsprocenten.

De kirkelige ledere og debattører drøfter igen mulige forklaringer og sammenhænge og overvejer konsekvenserne på lang sigt. Både indvandring, corona og økonomisk krise bliver nævnt som mulige årsager til tallene.

Kristen tro på retur

Vi har grund til at glæde os over, at det faldende medlemstal i folkekirken ikke er så drastisk som i vores nabolande Sverige og Norge. Men for mig er der ikke tvivl om, at medlemstallet afspejler, at troen på Jesus Kristus som verdens frelser er på retur i vores folk. Og dette sidste er en langt mere alvorlig udvikling end udviklingen i medlemstallet i folkekirken.

Forskellige kirkelige aktører har bidraget med meget forskellige svar på folkekirkens udfordringer. Nogle har endog dristet sig til at hævde, at svaret må være mission. Men her tænkes tilsyneladende snævert på mission i forhold til indvandrere med ikkekristen baggrund.

Dette blev straks modsagt i et spektakulært indlæg fra teologen Lars Sandbeck, der er studielektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. I en klumme i Kristeligt Dagblad hævdede han, at alle mennesker er kristne, uanset om de ved det eller ikke ønsker det.

Indlægget er blevet markant modsagt af religionshistoriker Mikael Rothstein. Han bruger stærke vendinger om Lars Sandbecks tankegang som vanvittig og som et brutalt overgreb på hans personlige ret til at være ateist.

Afslører uklar forkyndelse

Lars Sandbecks tankegang opleves umiddelbart provokerende, hvilket efter hans eget udsagn også er tilsigtet. Men spørgsmålet er, om hans indlæg ikke dybest set afslører den egentlige konsekvens af meget af den tankegang og forkyndelse, som vi også møder i folkekirken. En uklar tale om frelsen. En forkyndelse, som viger tilbage fra at tale klart om, at Jesus Kristus er verdens eneste frelser, og at vi alene frelses ved dåbens og troens forening med ham.

Der er kun ét svar på folkekirkens og troslivets tilbagegang i vores folk: Mission. Evangeliet om Jesus Kristus som verdens eneste frelser må forkyndes og formidles med alle tænkelige midler til alle, som vil høre det – udøbte så vel som døbte.

Brobygning! Det ønske har ved de seneste mange samlinger med Landsudvalget i IMU lydt fra alle omkring bordet. Det bunder i et stort fælles ønske om at bygge bro mellem IMU og IM både lokalt og på landsplan. Jeg møder i IMU mange unge, som positivt italesætter værdien ved at mødes på tværs af alder og livssituation.

Sagen er på ingen måde ny. Den har udfordret IM i mange år. Men jeg bliver mere og mere optimist på området. Fra den nye generation i IMU hører jeg som aldrig før ønsket om at bygge bro. Der er en udstrakt hånd. Det samme hører jeg fra de voksne IM’ere. Lad derfor hænderne mødes!

Fælles mødesteder

En af de seneste begivenheder, hvor de gode ønsker er kommet til udtryk, var da idéen om landsstævnet ECHO blev skabt i IMU. Tidligt i processen stod det klart for de unge, at de ønskede et stævne i samarbejde med IM, sådan at det blev et fælles mødested. Med ECHO er der stablet et nyt landsarrangement på benene, som vi på tværs af generationerne kan beriges af.

IMU har lagt AIM ved IM’s årsmøde i Vejen, så vi også kan være sammen den dag.

Medvandring og mange andre gode tiltag kan også nævnes, men det er ingen hemmelighed, at nogle af disse brobygnings- initiativer har haft en vanskelig opstart.

Ikke kun to generationer

Det er først og fremmest vigtigt, at vi ser det værdifulde i at være sammen på tværs af alder og livssituation. Og det er dernæst vigtigt, at vi handler konkret på det.

Vi har brug for at mødes, samtale og arbejde sammen med andre end dem, der er tæt på vores egen alder og livssituation.

IMU og IM er ikke kun to generationer overfor hinanden, de unge og de gamle. Både IMU og IM rummer hver især flere generationer og grupperinger med hver deres særkende, kultur og præferencer. Det er ikke kun et spørgsmål om generationsforskelle. Det handler lige så meget om muligheder, rummelighed og udvikling.

Lad os både i IM og IMU – på tværs af aldersgrupper, livssituationer og kultur – bygge broer og ikke grave kløfter.

Dronningen sagde følgende i nytårstalen 2022: »Forskellen på unge og ældre behøver ikke at være en generationskløft. Den kan være en bro til ny erkendelse. Og husk, at man kan gå over broen i begge retninger.«

På et møde for ledere i folkekirkelige organisationer i sidste uge blev vi præsenteret for en stor undersøgelse af frivillighed i det kirkelige miljø, som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) har stået for. Undersøgelsen viser bl.a., at mange frivillige i Indre Mission har en anden motivation end frivillige i andre kirkelige og ikke-kirkelige sammenhænge.

I Indre Mission er de frivillige i højere grad drevet af nødvendighed og af pligt, mens frivillige i andre sammenhænge primært er motiveret af det fællesskab, de derved bliver en del af.

Vi har et uudnyttet potentiale

Det er der efter min opfattelse grund til at glæde sig over, men samtidig viser det os, at vi sandsynligvis har et uudnyttet potentiale for at styrke frivilligheden i Indre Mission.

Flere kollegaer fra andre kirkelige organisationer gav på ovennævnte møde udtryk for, at de kunne ønske sig, at der ville være flere hos dem, der også kunne motiveres af nødvendighed eller pligt, fordi de oplever, at deres frivillige arbejde er vigtigt.

Når det netop for mange i Indre Mission er nødvendigheden, der motiverer til at påtage sig frivillige opgaver, er det vel, fordi vi har den opfattelse, at opgaverne er vigtige og nødvendige. Vi er optagede af, at evangeliet om Jesus som vores eneste frelser skal rækkes til så mange som muligt, både børn, unge og voksne. Det er livsvigtigt, og det er stort at få lov til at være med til på alle de mange forskellige måder.

Mere fokus på fællesskabet

Men jeg ser som nævnt et potentiale for at styrke vores frivillige arbejde, hvis vi i højere grad også får det aspekt med, som tilsyneladende er hovedmotivation for frivillig indsats i mange andre sammenhænge. Når man går ind i en stor eller lille, frivillig opgave, bliver man også en del af et fællesskab på en ny og stærkere måde.

Jeg tror, vi kan blive bedre til at italesætte det aspekt, når vi taler med hinanden om en frivillig tjeneste. Måske kan vi også blive bedre til at have fokus på fællesskabsaspektet, når vi skaber rammer for det frivillige arbejde.

Rigtig mange opgaver i det kristne fællesskab løses bedst sammen med andre, og når man arbejder sammen, oplever man også ofte et stærkere fællesskab.

Det er ikke kun missionærer og præster, som udfører et kristeligt arbejde! Vi har behov for at genopdage og italesætte, at det kristne arbejde gælder enhver troende uanset erhverv og faglighed. Ligeså har vi brug for at opmuntre hinanden til et liv, hvor tro og arbejde ikke er adskilt. Vi må fastholde et vigtigt åndeligt perspektiv her, hvad flere også sætter ord på i dette nummer af impuls.

Sagen handler om noget grundlæggende for kristenlivet, som i luthersk forstand er udtrykt ved ordene kald og stand. Er dit kald at være tømrer, pædagog, direktør osv., så gør dit arbejde fagligt godt, vær pålidelig, trofast og ærlig, frem din næstes sag, og ær Gud. Se dit virke med et kristent fortegn, hvor troen på Kristus bringes til udfoldelse med hjerte, hjerne og hænder. Og lad dit virke i ord og gerning være et vidnesbyrd om, hvem du tjener, og hvad du er blevet betroet at forvalte.

Forene det faglige og kristentroen

Som kristen kan man opleve forskellige udfordringer i sit fag og arbejde. Flere oplever, at de må tackle det selv. Det gælder også spændingen mellem, hvor åben man kan være om sin tro og stadig være professionel. Mange giver op eller mister frimodighed, og ofte betyder det, at kristentroen bliver utydelig.

For en del årtier siden opstod en række faglige netværk i Danmark, også med relationer til de øvrige skandinaviske lande: Kristelig Lægeforening, Kristelig Handelsstandsforening og mange andre, hvoraf flere ikke eksisterer længere. De forskellige foreninger havde et klart ønske om at støtte, inspirere og opmuntre hinanden både i det faglige arbejde og i kristentroen samt at fremme kristendommens indflydelse i deres virke og se det som en tjeneste i hverdagsmission.

Motivere og skabe bevidsthed

Sidst i marts deltog jeg i et ledermøde, hvor et forslag om at motivere til at skabe faglige netværk og styrke lægfolkets bevidsthed om tro og erhverv blev mødt med bred opbakning. Det er en sag, som vi er nogle, der gerne vil arbejde videre med.

Der er brug for et nyt fokus på, hvordan kristne ser deres erhverv, faglighed og engagement i samfundet med et kristeligt fortegn og som en del af kaldet til hverdagsmission.

Når vi mødes, lyder spørgsmålet ofte: »Hvordan har du det?« Og automatsvaret følger: »Tak, fint.« Men er det ærligt? Tør vi gå dybere med svaret, eller skal vi undlade spørgsmålet, når vi ikke har intentionen, tiden og overskuddet til at tage et ærligt svar alvorligt?

Flere nationale forskningsprojekter peger på en høj mistrivsel blandt unge – men ikke alene blandt unge. Konkret viser det sig gennem markant flere diagnoser med depression, angst o.l. En udvikling, som har stået på gennem de seneste 10 år.

Kender ikke svarene

En ungdoms- og trivselsforsker fra Aarhus Universitet beretter i en udgivelse i marts 2023, at vi nok har flere målinger af mistrivsel, men i mindre grad et klart billede af, hvad årsagen er, eller hvilken indsats der skal svares med. Skyldes det præstationspres, smartphones, en skrøbelig unge-generation eller andet?

Forskeren er tilbageholdende med at trække et specifikt svar frem. I IM kender vi heller ikke alle svarene. Men vi kender godt problemerne, som også rækker ind i det kristne fællesskab. Hvordan modarbejder vi det i IM-fællesskaberne?

Selve evangeliet har en frigørende karakter i forhold til vores syn på vores egenværdi som mennesker. Vi må se os elsket og værdsat i så stor en grad, at Jesus gik i døden og overvandt den for os. Præstationen ligger hos ham og ikke hos os.

Samtidig står vi - forhåbentlig - sammen i et forpligtigende, favnende og omsorgsfuldt fællesskab, hvor ensomhed skal have svære vilkår.

På kant med friheden

Dog kan vi til tider også få flyttet præstationen ind i fællesskabet og forkyndelsen. For eksempel når vi har for lidt fokus på Guds indgriben og for meget fokus på vores egen tilbedelse. I så fald kan vi komme på kant med evangeliets frihed og få hevet perfektionskulturen med ind i det kristne fællesskab og i vores forståelse af evangeliet.

Trivsel udfolder sig sjældent i et tomrum uafhængigt af sammenhænge og relationer. Forskeren fra Aarhus Universitet fremhæver, at særligt de relationelle forhold har stor betydning. Det har betydning for, om vi ser os selv som en værdifuld del af verden.

For mig at se har vi et unikt budskab og et fællesskab, der kan forebygge og endda helbrede mistrivsel blandt unge og ældre i alle livssituationer.

Lad os slippe evangeliet løs til værn mod mistrivsel og ensomhed.

Der tales meget om forholdet mellem generationer i Indre Mission – også i impuls. Det er ikke noget nyt. Men det er nyt for mig, at vi i disse år ser rigtig mange gode, konkrete og konstruktive lokale tiltag for at øge og styrke fællesskabet på tværs af livssituation og alder.

På det seneste møde i hovedbestyrelsen mødtes bestyrelsen med landsledere og regionsledere for at drøfte tematikken. Som forberedelse skulle jeg lave video-interviews med lokale ledere fra forskellige steder i landet for at høre, hvordan de arbejder med at styrke fællesskabet på tværs lokalt. Det var opmuntrende let at finde lokale ledere, som gerne ville være med og fortælle om, hvad de gør i deres fællesskab. Udfordringen var at begrænse og forkorte, fordi de havde så meget at fortælle.

Fokus på socialt samvær

Jeg fik en god fornemmelse af, at der er rigtig mange gode tiltag, som man kan lade sig inspirere af, hvis man for eksempel ønsker at gøre det attraktivt for unge og børnefamilier at være en del af det lokale IM-fællesskab. Flere steder danner visionsaftner med deltagelse fra alle aldersgrupper udgangspunkt for nye tiltag.

Mange steder arrangeres møder, hvor der er særligt fokus på at være sammen på tværs af livssituation og alder. Ofte er det med fokus på det sociale samvær. Man spiser måske sammen og overvejer, hvordan børnene bedst kan opleve sig inkluderet. Mødetidspunktet tilpasses, så det er lettere for børnefamilier at komme af sted, og der arbejdes med mødeformen og med måden at være sammen på.

Brug for åbenhed og vilje

En talemåde lyder: Hvor der er vilje, er der vej. Der er noget, der tyder på, at der mange steder er vilje til at mødes på tværs af alder og livssituation, og så finder man nye rammer, så det kan lykkes. Vi skal ikke gøre det på samme måde i alle lokale fællesskaber, men jeg vil opmuntre alle lokale ledere til at lade sig inspirere af det, de ser andre steder. Der er brug for en lyttende tilgang, åbenhed og vilje til forandring.

Der er en stigende tendens til, at værdi måles ud fra effektivitet, hvor hurtigst og mest er lig med rigest og bedst. Den tendens har godt af at blive modsagt. Vi har brug for at nuancere billedet.

For nylig kom Reformkommissionen med en anbefaling i forhold til efterskolerne og 10. klasse. Anbefalingen lægger blandt andet op til, at man skal øge det offentlige tilskud med 20.000 kr. til elever, der ønsker at gå på efterskole i 8. og 9. klasse. Målet er, at flere unge dermed vælger at tage på efterskole på disse klassetrin. Det offentlige tilskud til 10. klasse på efterskole skal derimod sænkes med 30.000 kr.

Jeg kan være bekymret for, hvad det får af konsekvenser for efterskolerne og fremtidens unge. Det er for mig at se udtryk for et ensidigt og usundt ønske om at effektivisere og presse unge igennem systemet.

Mere end blot uddannelse

Skole er mere end karakterræs, præstationer og faglig kunnen. Det er tankevækkende, at det græske ord scholé egentlig betyder fritid, og det beslægtede scholaios kan oversættes med rolig eller langsom. Der er brug for at sætte hastigheden ned, hvis man skal lære. Skole handler om mere end blot uddannelse. Det er mindst lige så vigtigt, at man bliver dannet som menneske.

Hvis en plante skal blive sund og stærk, kræver det pleje, næring, vand, lys… og tid! Det er ikke anderledes med mennesker. Tiden er en vigtig faktor. Skal unge undgå mistrivsel, kræver det, at de får tid og plads til at blive hele og sunde mennesker.

Rig på andet end penge

Ind i alt dette har kristendommen et vigtigt budskab at komme med: Mennesker har værdi, fordi de er skabt i Guds billede. Faktisk er værdien så stor, at Gud gav sin eneste søn for at løskøbe os. Værdien er dermed ikke fastsat i kraft af, hvad man betaler i skat, eller hvor hurtigt man kommer gennem uddannelsen.

Der er simpelthen ting, der er mere værd end det, og de ting kan ikke måles eller vejes. Lad os stoppe op og reflektere over, hvad der egentlig betyder noget her i livet. Jeg begynder listen, og så kan du jo selv fortsætte den: tid, kærlighed, relationer, stilhed…